Merchandise

Træning

Erfaring

Gæstebog

Det siger de

Dukbutik

Filosofi

Prospects

Billeder

Facebook

Artikler

Mig og Gør Det Rigtigt (GDR)

Af Teckkim.com

Der har gennem de sidste ti år været en filosofi inden for dukning som på engelsk hedder Doing It Right (DIR) – eller på dansk: Gøre Det Rigtigt (GDR). Ofte bliver jeg spurgt om mit syn på DIR/GDR eller hvorfor det ene eller det andet er således som det er. Det er nemlig helt naturligt, at der er en del af mine fans, som mener, at man selvfølgelig har spurgt Teckkim.com, hvis man vil have at vide, hvordan man gør noget rigtigt!

Men det har man ikke.

De to DIR/GDR -grundlæggere Jarod Jablonski og George Irvine har aldrig kontaktet mig for at høre, hvordan jeg gør det rigtigt. Derfor kan jeg naturligvis heller ikke svare på, hvordan det ene eller det andet bør være indenfor DIR/GDR. Men spørgsmålet er, om det overhovedet burde hedde DIR/GDR, når man ikke har spurgt autoriteter indenfor dukning som mig, Brune Kjeld fra Avnbøl og Dennis Kagearm fra Tandrup.

Når jeg læser bøgerne til DIR så bliver jeg straks mistænksom. Jarod Jablonski er både grundlægger af DIR og firmaet Halcyon. Derfor anbefaler han hele tiden udstyr fra Halcyon, og ikke fra andre som eksempelvis Teckkim.com. Det er svært at forstå, når nu det er almindelig kendt, at Teckkim.com laver en stribe topprodukter. Eksempelvis er det Halcyons Pathfinder linehjul det, som bliver anbefalet til ekspeditioner og udforskning af huler. Det holder altså kun maksimalt 300 meter line – mens Teckkim.coms nye linehjul holder 1900 meter line som standard. Desuden er der en schweizer-kniv i linehjulet fra Teckkim.com, sådan noget er der slet ikke i det linehjul fra Halcyon!

DIR/GDR dukker også kun på såkaldte standard-gasser, altså gammeldags trimix med nitrogen, oxygen og helium. De overser fuldstændigt bevidst min forskning i quatromix, hvor man bruger lattergas til at neutralisere en række enzymer og nerver i blindtarmen og endetarmen. Det er længe bevist, at skal du dybere end 500 meter, så overlever du kun, hvis du dukker på quatromix.

Generelt vil jeg sige, at DIR/GDR filosofi om udstyr og hvordan de sætter det op, er udmærket. Men det er helt utilstrækkeligt på den type teck-duk jeg udfører. Deres største flasker er 2x18 liter, mens mine almindelige flasker er 2x50 liter. Det siger sig selv, at vi slet ikke kan sammenligne vores ydeevne. De er heller ikke meget glade for rebreathere – da slet ikke en som er elektrisk, ligesom min – og de har aldrig prøvet at makkerånde fra en rebreather.

Jeg har set, at George Irvine i gamle dage havde lange diskussion på indernettet. Men det har jeg aldrig deltaget i. Jeg logger min duk i vandet, ikke på computeren. Til gengæld var der en gang en DIR/GDR-dukker fra Havnbjerg, der kaldte mig en ”Stroke” i forbindelse med en ekspedition til vraget af Inge Klit. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men det var alligevel et udtryk for en fuldstændig uhørt mangel på respekt, og som gengældelse valgte jeg at slå knude på inflatorslangen til hans tørdragt – tag den!

Hvis der sidder nogle DIR/GDR dukkere derude som er blevet fornærmet over, hvad jeg har skrevet i denne artikel, så skal I bare vide, at Teckkim.com til enhver tid er villig til at dukke om kap. Bare sig hvor og hvornår! 

 
 
Forside