Merchandise

Træning

Erfaring

Gæstebog

Det siger de

Dukbutik

Filosofi

Prospects

Billeder

Facebook

Artikler

 

SIDSTE NYT:

 

Teckkim.com finder sølvgalleon

 

Af J. Holmes

 

En sagnomspunden spansk galleon er efter mere end 450 år på havets bund igen blevet fundet – og det er ikke overraskende verdens mest kendte teckdukker, Teckkim.com, der er manden bag fundet.

 

Galleonen er fundet på godt 120 meters dybde, cirka 120 sømil fra den irske kyst. Galleonen, Las Caderas de Olga, var på vej hjem til Spanien fra Caribien lastet med sølv, ædelstene og en meget omtalt, men ukendt skat.

 

”Første gang, at jeg hørte om skibet var under et researchbesøg på det kongelige spanske bibliotek i Valencia. Det stod blot nævnt i en bisætning i forbindelse med en armadas hjemtur fra den nye verden, men det var nok til at vække min interesse,” fortæller Teckkim.com.

 

Den spanske vicekonge i Sydamerika valgte at sende en last sølv og ædelstene hjem med skibet Las Caderas de Olga. Desuden lød rygtet, at han sendte en særlig skat hjem til sin kone, Wilhemina. Ingen ved præcis, hvad han sendte af sted, men umiddelbart forinden forlød det, at Inka-kongen Viblem mistede sit kæreste eje under et spansk lynangreb på hans fæstning.

 

Men efter afsejlingen fra Havana på Cuba i 1561 hørte man aldrig fra skibet igen. Altså før Teckkim.com fandt det.

 

”Jeg havde en idé om at søge meget nordligt. Vi havde dukkerskibet Kinzig med, og jeg havde købt et brugt ekkolod i Warszawa, så var det jo bare om at komme i gang med at lede.”

 

I modsætning til andre vrag, som eksempelvis Titanic, så vidste den rutinerede vragjæger, at det ville blive svært med et træskib, der sandsynligvis var rådnet temmelig meget. Men den ene af Teckkim.com’s prospects (Divermastere) fik en lys idé: Et kamera monteret på lavefødder!  Straks blev der indkøbt et gammelt studiekamera fra den nu nedlagte TV-By i Gladsaxe, mens en irakisk rullemarie, der havde fået lidt buler, blev fundet på E-Bay. Så var det jo bare at komme i gang med svejseapparatet og gaffatapen!

 

”Vi kaldte den for Rulle-Morten efter den prospect, der så lyset! Det skulle vise sig, at den virkelig blev vores ven i forbindelse med eftersøgningen. Den rullede utrætteligt hen over bunden, kilometer efter kilometer. Rulle-Morten lod sig ikke stoppe”, fortæller mesteren.

 

Teamet fandt flere vrag i deres søgen efter Las Caderas de Olga – vrag som Teckkim.com planlægger flere duk til. Men galleonen var svær at få slået. Efter seks ugers søgen var teamet tæt på at vende Kinzig hjem mod Als. Men netop der gav Rulle-Morten lyd fra sig – og på skærmbilledet ombord på Kinzig kunne Teckkim.com tydeligt se en række planker stikke op af dyndet. Hurtigt blev det besluttet, at mesteren skulle suse ned og tjekke fundet. Efter tre timers nervøs ventetid på Kinzig kunne alle bryde ud i jubel, da Teckkim.com igen kom til overfladen.

 

”Der var ingen tvivl. Det var Las Caderas de Olga. Allerede efter få minutter på vraget havde jeg fundet flere steder, hvor det stod. Det ser ud til, at hun er kommet på afveje og er forlist i en storm. Ellers er hun forbløffende velbevaret for et vrag på den alder.”

 

Efter det indledende duk fulgte en række duk for at måle op, tage billeder og ikke mindst bjærge sølvet ombord på Las Caderas de Olga. Desværre blevet der kun fundet en meget lille mængde ædelstene. Teckkim.com mener, at ædelstene eventuelt kan være blevet brugt til at betale sømændene ombord for at undgå mytteri.

 

”i alt fik jeg gennemført 16 dukninger på hende. Det var en fornøjelse at have tid til at gennemarbejde vraget. Endelig skulle jeg jo også finde den ukendte skat. Det lykkes på det næstsidste duk. Jeg regnede ud, hvor kaptajnens seng måtte have stået, og så søgte jeg derunder. Jeg fandt en lille kiste, som jeg skød op med en hævesæk.”

 

Adskillige museumsfolk har siden forsøgt at få Teckkim.com til at fortælle, hvad kisten indeholdte. Han har kun ville sige, at det ikke er noget relevant fund at dele med offentligheden. Men sagen har fået fornyet opmærksomhed efter, at en samling med oldtids sexlegetøj fra Inka-perioden er blevet udbudt til salg hos auktionshuset Christie’s i London.

 

Teckkim.com har understreget, at han ikke ønsker at kommentere sagen yderligere. Til gengæld vil han gerne fortælle om sit næste store eventyr:

 

”Jeg overvejer at bygge en ubåd. Desværre er sølvpriserne ikke så høje i øjeblikket, så jeg har ikke råd til at købe en. Jeg havde ellers kig på en lækker russisk Akula. Men successen med Rulle-Morten skal følges op, så jeg må selv i gang!”

 
Forside