Merchandise

Træning

Erfaring

Gæstebog

Det siger de

Dukbutik

Filosofi

Prospects

Billeder

Facebook

Artikler

Mine første duk på Titanic

Af Teckkim.com

Det er efterhånden mange år siden, at jeg første gang hjalp oceanografen Bob Ballard med at finde det berømte vrag, Titanic. For et år siden spurgte den ene af mine divemasterer; Ib, hvorfor jeg aldrig havde lavet en ekspedition til vraget.

I mere end et år planlagde jeg derfor en ekspedition. På grund af placeringen midt i Atlanten, så valgte vi at se bort fra almindelige både til teck-duk. Vi endte med at bruge en ældre vandflyver som base. På den måde kunne vi flyve frem og tilbage mellem Nova Scotia og vraget. Vi installerede et trykkammer ombord på flyveren. Det betød, at vi kunne lave vores deko ombord i tørre og varme omgivelser.

Flyet var en Consolidated PBY Catalina, der oprindelig blev købt af det danske luftvåben i 1947. Vi købte den af en flymægler i Brenderup. En flot og sikker gammel dame, som vi navngav Bettina!

Den eneste dukker på vraget ville være mig, mens Morten og Ib ville agere hjælpedukkere. Piloten var min gamle ven, Brune Kjeld fra Avnbøl, han stod også for at mikse gasser – hvilket han sandsynligvis er den bedste til i verden. Derudover havde vi også hjælperen Mike med, men han brugte det meste af tiden på at sende SMS’er til sin kæreste, altså ungdommen nu om dage!

På grund af dybden på 3840 meter modificerede vi min rebreather, så alle metaldele blev lavet i guld, og hærdet ved at ligge to uger i albansk bjergbonde brændevin. Jeg valgte også at skifte til en trilaminat-dragt i stedet for min dejlige neopren-tørdragt, for at undgå sammenpresningen af materialet. I får ikke mærket at vide, da firmaet ikke ville sponserer mig. Endelig havde jeg den normale 50 liter bail-out tank med.

Da vi ankom til positionen, 41'43'35" N, 49'56'54" W, var der en del nervøsitet: Det var jo et duk til verdens mest berømte vrag. Jeg mener, det er jo næsten ligeså berømt som mig! Men Brune Kjeld sagde, at jeg ikke skulle bekymrer mig; han havde lavet et gude-miks til rebreatheren. Vi smed en shot-line ud, og satte en bøje på. Derefter var det hele op til mig.

Da jeg først kom under overfladen fik jeg den dejlige fornemmelse af at føle mig hjemme. Og derefter var det jo bare at komme derned af. På det første duk var bundtiden sat til 12 minutter. Meningen var blot, at jeg skulle kigge efter en indgang til penetration på de senere duk. Men allerede da jeg ramte vraget kunne jeg se adskillige indgange. Fantastisk held, så jeg brugte mest min kort tid på at tage billeder og finde lidt løsøre at tage med op. Jeg var rimelig skarp på at overholde dukplanen – vraget af Titanic er ikke et godt sted at komme til at blive for længe: +3,+3 planen bliver altså lidt langhåret – og nej, eventuelle latterlige DIR-idioter, man bruger ikke bare ”ratio-deco”, når man dukker på mit niveau.

Men jeg kom op, hvilket kostede ni dages deko på linen – og mere end en måned i trykkammeret på flyet. Tiden kan godt være lang på den slags deko, men jeg brugte den på at regne ud, hvordan jeg skulle få fingrer i klokken. En plan viste sig hurtigt: Ned til vraget, så hurtigt som muligt – rundt ved stævnen og op til styrehuset, hvor klokken burde hænge på styrbordsside.

På dagen, hvor jeg skulle vise, at jeg stadig er den bedste dukker i verden, var det flot vejr. Nordatlanten var blikstille, det var som selve havet holdte vejret i beundring over mit vovemod. Men det er jo ikke nok at snakke om det – man skal jo gøre det. Så jeg greb min deco-madpakke med sardel-pizza og sagde ”Mojn” til de andre på flyet – derefter begav mig på vej ned i dybet. På 400 meters dybde blev jeg passeret af en engelsk atomubåd, men det var et relativt udramatisk møde. De sejlede pænt uden om mit bundtov, og jeg bankede blot mit navn med morsekode på skroget: T-E-C-K-K-I-M-C-O-M; det er besætningen nemlig vant til, at jeg gør på de store ubåde, når jeg møder dem på mine duk.

Nede ved vraget svømmede jeg stille og rolig til styrehuset. Da jeg rundede overbygningen i styrbords side blev jeg belønnet for min omhyggelige planlægning. Klokken hang der ligeså fint på sin plads. Det var næsten for nemt at skrue den løs – og sende den op med de specielle Teckkim.com-hævesække lavet på stomiposer. Klokken på Titanic, yeah, så bliver det ikke meget sejere!

Jeg kiggede på min bottom-timer, og noterede mig, at jeg kun havde brugt otte minutters bundtid. Det betød, at der var mere end rigeligt tid til en hurtig omgang penetration af vraget. Da jeg kom indenfor gennem bagenden kunne jeg virkelig mærke, at den gamle tøs nød at få gæster. Smukt var synet, da jeg fik vredet mig rundt og trængte helt ind i spisesalen. Stole og borde var naturlig hulter til bulter, men jeg kunne sagtens fornemme storheden og sjælen i rummet, da jeg krydsede rummet knagede vraget som af vellyst.

Jeg valgte at svømme ud igen – bundtiden var ved at løbe ud. Jeg skrev mit navn i mudret på siden, så en miniubåd senere kunne tage billeder og bekræfte min dåd. Derefter gik det op igen, langsomt og sikkert. Jeg havde lidt vanskeligheder med rebreatheren ved 2200 meter, men jeg løste det ved at slå over på manuel indsprøjtning af lattergassen. 

På 40 meter mødte jeg Ib og Morten, der kom med en ny rebreather, så jeg kunne færdiggøre min deko uden at skulle åbne for tankene manuelt, hver gang jeg trak vejret. Endelig, efter mere end 10 dage i vandet brød jeg overfladen – og blev mødt af lykkeønskninger. Men jeg havde ikke tid til at fejre det. Jeg havde stadigvæk næsten 35 dage i trykkammeret foran mig. Tiden gik nu i øvrigt rimeligt hurtigt, eftersom jeg førte omfattende korrespondance og telefonsamtaler med nogle af verdens førende forskere om mine bedrifter.

Nu er klokken blevet udstillet i New York, jeg er færdig med at snakke med forskere, og jeg vil i virkeligheden gerne tilbage, men det må blive en anden gang. Næste mission må være at blive den første dukker, som dukker under Nordpolen! 

 
Forside